Som barn og teenager var jeg det man kan kalde en drengepige. Og jeg følte mig ofte forkert. Fx når jeg fik at vide at jeg var gået forkert, når jeg benyttede dametoilettet. Resultatet blev at jeg fra ca. 16 års alderen klædte mig feminint og lod mit hår gro langt. Lige indtil jeg som 30 årig opdagede, at jeg var tiltrukket af kvinder og ikke mænd. Det åbnede op for flere muligheder i mit udtryk og en form for accept af sådan som jeg føler mig.

Få år senere blev jeg sygemeldt med en kronisk lidelse. Og derfra startede en personlig udviklingsrejse. Bl.a. skiftede jeg navn fra et pigenavn til et unisexnavn. Den udvikling gør at jeg i dag er mere i balance med mig selv og min kønsidentitet end før jeg blev sygemeldt.

I lang tid har jeg været flov over mine “langhårs-billeder” og tidligere pigenavn, fordi det jo “ikke var mig”. Men i dag har jeg et mere afslappet forhold til det. Og kan tænke tilbage på det meste med et smil.